2007-09-18

 

Sygdom og lejlighed

Jeg er syg. Igen. For anden gang på to uger. Eller egentlig er jeg vist efterhånden ikke så syg igen - jeg forventer at være helt rask og på arbejde igen i morgen.

Det var min årlige forkølelse der slog til i onsdags, og har holdt mig hjemme siden torsdag. Den var ikke så slem som sidste år (hvor jeg lå oppe hele natten med feberdrømme om K-homologi), men varede lidt længere end den plejer. Primært fordi forkølelsen i modsætning til tidligere blev suppleret med en god omgang svimmelhed - der sådan generelt gjorde det besværligt at stå op i længere tid ad gangen.

Svimmelheden varede noget længere end de symptomer der i første omgang fik mig til at blive hjemme. Faktisk er det først i løbet af i dag jeg synes det helt er forsvundet (og det ville ikke decideret chokere mig om det vendte tilbage - om end det ville være irriterende).

De fleste af dagene har mit aktivitetsniveau været begrænset til at ligge på en sofa og se de tv-programmer der normalt forbeholdes arbejdsløse, og i øvrigt generelt enten er genudsendelser eller meget billigt produceret og indkøbt. I weekenden var jeg til gengæld så heldig at Ditte var her. Det føltes på mange måder ikke videre galant bare at ligge i bemeldte sofa og lade sig opvarte en hel weekend, men der var virkelig ikke meget at gøre ved det.

Og nu vi er ved Ditte, så søgte vi for lidt under to uger siden en fælles lejlighed - vi var nået frem til at det virkede økonomisk fornuftigt i første omgang at blive i det ungdomsboligområde hvor jeg allerede bor, men i en større lejlighed.

Af en eller anden grund får folk lov til at blive boende herude efter endt uddannelse. Og interne flytninger er heller ikke noget problem når først man er inde. Til gengæld skal man, for at få lov til at flytte, udfylde et online-skema der er sat op til at regne på om man faktisk har et år tilbage af sin uddannelse (det er kravet for tilflyttere), og eftersom jeg ikke har det, ville jeg blive automatisk afvist. Jeg forelagde dette problem for vores lokale administrationsdame, der fortalte mig at jeg naturligvis bare skulle opdigte en falsk slutdato på min uddannelse og så lige skrive en bemærkning om at jeg havde løjet under "Særlige forhold". Meget elegant løsning, må man sige.

Ved samme lejlighed fik jeg at vide at der var en 5-6 måneders ventetid på de omtalte lejligheder, hvilket gjorde det lidt overraskende at vi fik tilbudt en i går. Fra den 1/10.

Den korte frist (og det faktum at vi på ansøgningshjemmesiden står som nummer 7 på ventelisten) mere end antyder at vi har fået lejligheden tilbudt på afbud. Og at det dermed bestemt ikke er givet at en anden lejlighed - hvis vi valgte at takke nej til denne - ville komme nær så hurtigt. Så selvom det egentlig betyder at lejligheden står klar en måned før Ditte vil kunne flytte, valgte vi at slå til (efter at have spurgt de nuværende beboere om der var nogen nævneværdige gener fra naboer og sådan).

Så om under to uger vil vi i princippet have en lejlighed sammen.

2007-09-04

 

Drama på Kolding banegård!

I søndags var jeg i min egenskab af Dittes kæreste med til en barnedåb i Kolding.

Kolding har den ulempe at det ligger langt væk, så vi måtte stå tidligt op. Og eftersom det ikke bare var tidligt, men tidligt om søndagen, var der ikke rigtig nogen busser at tage. Eller egentlig var der en bus der var nogenlunde passende, men den gik ikke rigtig nogen steder umiddelbart i nærheden, og eftersom Ditte efter dåben skulle videre hjem til Århus efter en måneds tid hér, var vi i besiddelse af en stor og meget tung kuffert - hvilket er vigtigt at huske for resten af fortællingen.

Under alle omstændigheder nåede vi frem til at det var lettest (om ikke billigst) at tage en taxa. Den ankom meget overraskende til tiden (jeg har altid en forventning om at alt går galt - denne ting gjorde faktisk ikke), og vi satte os ind i den og kørte afsted. Efter et stykke tid udbrød min altid milde og venlige kæreste et højt "FUCK!" - i morgentravlheden havde hun glemt at få dåbsgaven med. Efter at have talt lidt frem og tilbage nåede vi frem til at vi jo nok var i god tid, og at vi, selvom vi osse skulle nå at købe billetter, godt kunne nå at vende om og køre tilbage efter gaven. Chaufføren lovede venligt at han nok skulle bryde loven undervejs.

Og det gjorde han.

I overraskende god tid ankom vi - denne gang med gave - til Høje Tåstrup station hvor vi købte vores billetter og noget morgenmad, inden vi gik ned til tog. Efter et par timers kørsel nåede vi planmæssigt frem til Kolding banegård, hvor vi parkerede Dittes store kuffert og vores rygsække i bagageboks nr. 2194. Det stod klart og tydeligt på både boksen og nøglen, så der ingen tvivl kunne være. Og derefter var det bare et spørgsmål om at finde kirken. Det var ikke svært.

Gudstjenesten var som gudstjenester er flest; kedelig. Barnedåben i sig selv var heller ikke videre ophidsende. Knægten forholdt sig overraskende roligt, hvilket stod i stærk kontrast til den efterfølgende dåb (der var i alt tre den dag), hvor den lille unge tydeligvis var besat af mindst et halvt hundrede dæmoner der med næb og kløer ville bekæmpe det hellige ritual.

Præsten skal i øvrigt have en stor bunke point for at bruge ordene "vorde" og "thi" i fadervoret. Mindst 7.

Efter barnedåben tog vi videre (atter i taxa) til en festsal i nærheden af Nørre Bjert (som vi jo alle kender og holder af), hvor der blev serveret mad, drikkevarer, kaffe og andet godt. Og åbenbart skidt - jeg har ligget hjemme de sidste par dage med halvdårlig mave, og Ditte havde osse lidt maveproblemer umiddelbart efter festen. Vi holdt ud en 4 timer inden vi besluttede at tage hjemad (bl.a. fordi vi trods alt skulle et stykke begge to), og tog en taxa (ja, det var tre på én dag) til Kolding banegård, hvor vi konstaterede at vi havde under 10 minutter til at hente bagage i bagageboks nr. 2194, købe billetter og nå ud til perronen, hvis ikke vi ville vente en times tid eller så på næste tog.

Hér bør jeg sikkert af hensyn til den opmærksomme læser indskyde en bemærkning om togene fra Kolding. Der går et tog direkte fra Kolding til København (altså det stopper flere steder undervejs - mere direkte er det heller ikke), men det havde jeg netop misset, og derfor virkede det som det fornuftigste at tage det førstkommende tog til Fredericia for dér at skifte til et af de tog der går dérfra til København. Og det betød at jeg faktisk kunne forvente at skulle med det samme tog som Ditte, selvom hun egentlig skulle den anden vej.

På grund af den dårlige tid, valgte vi en arbejdsdeling der betød at Ditte gik hen til bagageboks nr. 2194 for at hente vores bagage, mens jeg stillede mig i kø ved billetautomaten for at købe billetter til os begge. Imidlertid havde jeg ikke stået i kø særlig længe, før Ditte kom tilbage for at hente mig. Der var et problem med bagageboks nr. 2194.

Nogen - jeg må antage de er kliniske idioter - havde forsøgt at åbne den med nøglen til bagageboks 2191. Med hvad der sikkert i andre og mindre ubegavede situationer havde været en ganske beundringsværdig indsats, havde de faktisk fået nøglen ind og drejet den et stykke. Ikke nok til at åbne døren, selvfølgelig. Det var trods alt ganske åbenlyst en forkert boks. Men nok til at nøglen sad ganske ubehjælpeligt fast. Lige meget hvor meget vi hev og sled og drejede, var det ganske umuligt at få nøgle nr. 2191 ud af boks nr. 2194.

Så vi kunne ikke rigtig gøre andet end at gå ind i DSB-kiosken og klage vores nød. Heldigvis stod der "DSB" på nøglen (altså udover "2194" - lisså tydeligt som der stod "2191" på den der sad fast), så de kunne dårligt slippe afsted med at tørre ansvaret af på nogen andre.

I første omgang fik vi fat på en ung fyr, der virkede meget forvirret over informationen, men skyndte sig at hive fat i en ældre og myndigt udseende dame. Hun virkede i første omgang lisså forvirret, men gik i det mindste med til at gå ud og se på tingene.

Da hun opdagede at der sad en anden nøgle fast (vi havde sagt det, men det var åbenbart ikke nok), blev hun lettere befippet. Den eneste der kunne gøre noget, mente hun, var deres servicemand, og han var taget hjem. Så kunne vi ikke komme igen mandag?

Jeg besluttede at jeg nok burde være ukarakteristisk vred og autoritativ, og sagde meget direkte (og sikkert lidt højt) at det ikke rigtig var en brugbar mulighed - jeg skulle på arbejde dagen efter i en helt anden landsdel, og det skulle Ditte jo egentlig osse. Og det kunne damen jo sådan set godt se, men hun havde tydeligvis ingen anelse om hvad hun skulle stille op med hele situationen.

Vi gik tilbage til kiosken, hvor jeg vedblev med at gøre opmærksom på at jeg altså skulle bruge min bagage, og det fik om ikke andet damen til at ringe til bemeldte servicemand. Hun ville tydeligvis helst have ventet og set om ikke problemet bare løste sig selv, men da det åbenbart ikke var en mulighed, måtte noget jo gøres. Han kunne fortælle at der muligvis lå en hovednøgle (af en anden type og til et andet nøglehul end dem brugerne bruger) gemt væk et sted. Hun gik ud for at lede.

Imens var der en anden (eller egentlig tredje) medarbejder i kiosken der tydeligvis var noget bedre til at tage initiativer. Hun havde åbenbart ikke i første omgang opdaget hvad det var vi beklagede os over, men så snart hun fandt ud af hvad problemet var, skyndte hun sig afsted. Eller i hvert fald næsten med det samme - den myndigt udseende, men initiativløse dame konstaterede først at hovednøglen ikke var at finde. Da hun kom tilbage igen, var hun i besiddelse af en hovednøgle - hun kendte åbenbart en i nærheden der havde en, og var på eget initiativ taget hen og havde hentet den.

Og så fik vi endelig låst vores bagage ud. Kun omkring en halv time forsinket. Godt nok skulle vi kunne beskrive indholdet af boksen før vi fik det udleveret - osse selvom vi havde nøglen. Det er åbenbart standardprocedure hvis der bruges hovednøgle, og selvom det virkede lidt fjollet, var det osse ganske uskadeligt, så det gjorde vi.

Derefter gik vi til perronen og tog hver vores tog hjem.

This page is powered by Blogger. Isn't yours?