Blogging Åmål

Jeg glemte jo helt at nævne at jeg overvejer at flytte min blog fra denne - i sammenhængen - lidt klodsede adresse og til mit andet domæne uendelig.dk hvor den ligefrem ville kunne få forsidepladsen.

Fordelen ved en flytning er en meget bedre adresse. Ulempen er en anden adresse (men det bør stadig være overkommeligt).

Som det gode menneske jeg er, vælger jeg dog at lægge spørgsmålet til afstemning. Jeg retter mig muligvis endda ligefrem efter resultatet.

Som tidligere nævnt er de dage jeg særligt udvalgte (ok, de var tilfældige) til blogning ved skæbnens indgriben netop de dage hvor jeg for tiden har min undervisning (altså der hvor jeg underviser - det kursus jeg følger ligger delvist om onsdagen).

Dette fører til at jeg overraskende ofte skriver om mine små ruspus (men af mystiske årsager knap så meget om dem der på det der andet kursus jeg underviser på). Således osse i dag. Ikke at jeg rigtig har noget at skrive ... hmm ... fordømt!

Nå, men jeg kan da osse bare skrive om andre ting der sker i mit liv. Bortset fra at jeg ikke rigtig lige for tiden har et liv udover undervisningen. Endnu mere fordømt.

Måske noget om hvordan man overkommer en skriveblokering som blogger? Hvis bare jeg vidste noget om det, altså.

Bummelum ...

Sidste tirsdag var det, som I utvivlsomt alle ved, international tal som en pirat-dag. I den anledning var der i lørdags piratfest (altså fest med pirattema, intet med ulovlige festkopier eller hvad man nu kan forestille sig) i Mensa. På forunderlig vis viste der sig ikke at være helt så meget rom som man kunne forestille sig - men stadig rigeligt (især når vi kombinerede det med de andre drikkevarer) til at vi ikke havde de store problemer med at være fulde nok allesammen.

Jeg er - i lighed med værten ved festen - normalt stor ynder af Harvey Wallbanger (en af de drinks der medfører overraskende og pludselig fuldskab efter et par stykker), men med ingredienserne vodka, Galliano og appelsinjuice er det meget lidt en piratdrink. Det fik vi dog rettet op på med vores nye fantastiske Harrrvey - bestående af rom, Galliano og blodappelsinjuice. Blandingen viste sig faktisk smagsmæssigt at overgå de sædvanlige Harveyer - og navnet bliver i øvrigt bedre jo flere man får.

Søndag lavede jeg sjovt nok ikke det store (udover at fjerne det skæg jeg gennem et par uger havde oparbejdet specifikt med henblik på benævnte piratfest).

Mandag, altså i dag (og hvis I betvivler at det er i dag, så se bare hvornår dette indlæg er skrevet - tydeligvis mens det endnu er mandag!), var jeg frisk, veludhvilet og nogenlunde glatbarberet klar til at tage endnu en tørn. Jeg lagde hårdt ud med at sove over mig og dermed (atter) misse de meget tidlige morgentimer på det kursus jeg følger. Derefter var der undervisning på dagens første kursus - hér var der afsat en hel time til ingenting. Dagens program var besvarelse af eventuelle spørgsmål i forbindelse med noget projekthalløj (jeg bør en anden dag skrive lidt om det kursus og alt det kaos der har været med det). Efter ti minutter var der dukket én op, og da han ikke havde noget at spørge om, valgte vi at aflyse.

Men som om det ikke var hårdt nok til en hel dag (det var det ikke), var det nu tid til at jeg skulle passe mine små ruspus. Det kræver jo altid noget arbejde - altså bortset fra i dag, hvor undervisningstiden var sat af til en prøve (multiple choice, så den kunne rettes på ca. 5 minutter). Jeg har med andre ord lavet overordentligt lidt og er ikke nær så udmarvet som jeg plejer at være efter en mandag.

Og så kan jeg passende slutte af med at nævne at jeg ikke har kendt hende siden jeg var 15. Hvis du ikke forstår den sætning, er det fordi den ikke er henvendt til dig, Sara.

Refsvindinges Skibsøl er ikke den værste øl på markedet. Men hvis man har smagt den er der en god chance for at det faktisk er den værste man har smagt. Smagen kan bedst beskrives som en let fortyndet blanding af tjære og spegepølse - og dette er vel at mærke ikke en overdrivelse for effektens skyld.

Jeg var tidligere i dag (dette skrives mens det rent faktisk stadig er torsdag, ganske som min aftale med jer - læserne - foreskriver) ude at drikke noget godt øl med et par af mine matematikervenner. Af forskellige årsager besluttede vi på en fredagsbar for snart et godt stykke tid siden at tage på Den Tatoverede Enke (Københavns bedste bar når det kommer til belgisk øl), og da vi bevidst sørgede for at en af os kom til at skylde en omgang, har vi sidenhen et par gange - senest i dag, altså - sørget for at forsøge at indhente det. På mystisk vis formår vi dog hver gang at ramme en lille smule skævt, så der fortsat mindst vil være en der skylder.

Men hvorom alting er var vi i dag på det hyggelige lille sted i Elmegade (helt uden mareridt) der kort og godt hedder Ølbaren - de kan kendes på et neonskilt med teksten "ØL". Mens vi sad og drak vores forskellige øl dér, kom jeg til at nævne den afskyelige skibsøl, og straks nåede vi i vores ungdommelige kådhed (hvad er ellers tilstrækkelig undskyldning for slige udskejelser?) frem til at vi måtte smage den (eller dvs. de andre nåede konklusionen, men jeg af uransagelige årsager accepterede). Rystende (well, han rystede ikke rigtigt, men af dramatiske årsager vil jeg påstå det) gik Ulrik op til baren, hvor han bestilte én skibsøl og tre glas - og så i øvrigt en gang peanuts. Bartenderen så lettere medlidende på ham, nikkede af visdommen i tre glas og en gang peanuts til en enkelt flaske skibsøl, og gav hvad der var bestilt. Da flasken var kommet ned til bordet, fordelte vi den pænt i de tre glas og gav os stille til at drikke.

Allerede inden øllen nåede vores munde, var lugten af spegepølse og tjære klar. Selve smagen ville, om ikke lugten havde været der til at supplere, ville formentlig være for tynd til at være rigtig fæl. Men eftersmagen, den dér fornemmelse af at have spist lige en spegepølsemad for meget, var under ingen omstændigheder rar.

Vi havde som sådan været snedige nok til, foruden peanuts, at have forsynes os med en imperial russian chocolate stout - alene et af ordene foran "stout" bør overbevise en kender (eller en der kender en kender) om at det faktisk er noget med meget smag. Idéen var selvfølgelig at vi skulle kunne være klar til at vaske spegepølsesmagen bort. Det mest skræmmende ved hele oplevelsen var at det faktisk først lykkedes da vi begyndte at gurgle vores sorte, sorte stout (der i øvrigt var enormt lækker, men det er en anden historie).

Gårsdagens opdatering var aflyst pga. sygdom (eller i hvert fald mave-av).

Det er osse af og til ret svært at finde på noget fornuftigt at skrive. Heldigvis kan man forbløffende ofte bare sætte sig ned og skrive løs uden nogen egentlig retning - eller for den sags skyld uden på nogen måde at nå noget sted hen.

Som fx lige nu, hvor jeg atter er ude i en af den slags opdateringer der mere er et spørgsmål om tvang (altså fra egen side) end at jeg egentlig har noget spændende at skrive om. Jeg kunne selvfølgelig altid fortælle endnu en historie om hvordan jeg atter har skullet passe mine små pus, og om hvor synd det hele er for mig. Imidlertid ville det være en højst urimelig ting at skrive - jeg finder hele førsteårskursusklasselærertingen aldeles hyggelig. Russerne lader i det store hele til at være interesserede i matematikken, og prøver faktisk at lave opgaverne.

Og så er de jo osse så små og søde ("Nååååh, en rus!") - lige til at tage med hjem og gemme i skunken. Problemet hér kommer så selvfølgelig når de om 8 år slipper fri og man bliver nødt til at kaste sig på sit sværd i skam (eller hvad man nu har at kaste sig på).

Gah! for en dag. Af en eller anden grund går jeg urimeligt meget op i amerikansk fodbold - som den absolut eneste sport (bortset fra højdespring, selvfølgelig). Sæsonen er lige netop begyndt, og da amerikansk fodbold i sagens natur spilles i en anden tidszone, fører det til visse komplikationer.

Heldigvis spilles de fleste kampe i løbet af den amerikanske søndag eftermiddag, hvilket efter danske forhold betyder (sen) aften. Det er generelt til at holde ud, selvom det ikke nødvendigvis er helt let at være oppe og afsted hjemmefra ved 7-tiden, når man tidligst går i seng klokken 1. Men i dag (eller i går - lidt afhængig af perspektiv) valgte de onde folk på TV 2 Zulu at sende den meget sene kamp; altså den der starter klokken lidt over 2 om natten. Normalt ville jeg bare konstatere at det var det rene galimatias (så fik jeg osse brugt dét ord i min blog) og sove mig fra det. Men når nu det var mit yndlingshold i en af de allermest interessante kampe i hele sæsonen, kunne jeg jo ikke med rimelighed gå glip af den. I hvert fald ikke når den faktisk blev sendt.

Det betød at jeg søndag aften gik i seng ved 22-tiden - planen var at være nogenlunde veludhvilet klokken 2, så jeg kunne se kampen. Lidt over 23 faldt jeg omsider i søvn (det hjalp næppe at jeg var gået sent i seng lørdag og følgelige var stået sent op søndag morgen), og den tilstand varede som nogenlunde planlagt til klokken 2. Da jeg havde sundet mig lidt, følte jeg mig overraskende nok vågen nok til at kunne holde mig vågen de nødvendige 3-4 timer.

Da klokken efterhånden var blevet 5.30, og kampen var vel overstået, stod jeg overfor det evige valg - skulle jeg med kun ca. 3 timers søvn forsøge at tage ind til en meget tidlig forelæsning og dér rent faktisk foregive at være bare nogenlunde vågen, eller skulle jeg bare tage et par timers søvn, så jeg rent faktisk ikke behøvede passe mine små ruspus i søvne. Fornuften vandt (i denne omgang - første omgang gik til ufornuften da jeg valgte at stå op midt om natten for at se amerikansk fodbold) og jeg lagde mig til at sove.

En af konsekvenserne af et så mærkeligt søvnmønster (23-2, 6-9) er at selvom man (eller i hvert fald jeg) egentlig er vågen og har fået nok søvn, så er man stadig forholdsvis træt. Da mandag samtidig er en af mine absolut hårdeste dage (osse uden alt for tidlige morgenforelæsninger) med undervisning på to forskellige kurser, hvor især mine små ruspus har det med at dræne mig for den sidste mængde energi, var jeg absolut helt og aldeles færdig da dagen endelig var overstået.

Jeg er nu omsider ved at være nået dertil hvor lidt af min energi er vendt tilbage. Til gengæld er det så ved at være den tid på dagen hvor jeg er træt af mere almindelige årsager.

Jeg ved bare ikke om jeg orker at gå i seng.

Da jeg i morges ankom til mit kontor, stod der foran døren en tom papkasse. Nærmere inspektion afslørede at den på den ene side havde den mystiske påskrift "hus" og på den anden det langt mere ildevarslende "farlig bjørn".

Nu ved jeg ikke helt om jeg tør fjerne den - hvad nu hvis den farlige bjørn kommer tilbage og ønsker at få sit hus igen?

Mens jeg stilfærdigt sad på mit kontor og passede mig selv, kom der i dag to rusvejledere forbi. De informerede mig om at der i dag var immatrikulationsfestlighederagtigt noget og at jeg derfor var nødt til at slippe mine små pus løs en del før tid.

Som om det er et problem at tage fra HCØ og til hvor de nu skulle hen (hvilket ikke var HCØ), på absolut ingen tid. Næ, dengang jeg var ung blev undervisningen ikke tilsidesat for den slags pjat. Hvis vi ville immatrikuleres, skulle vi sørge for at blive det før semesteret gik i gang (i virkeligheden var det nok egentlig nogen andre der sørgede for det, men det er en mindre detalje).

Ja, endnu inden vi var taget afsted på rustur, måtte vi gå den lange vej ind til hvor det nu er den slags foregår, hvor vi kunne stå udenfor og vente på festlighederne og rektor og hvad man ellers kan finde på, alt imens vi sang af universitetets stolte sangskat (primært "Dem der ikke hopper, de er jurister!"). Da festlighederne så endelig gik i gang, viste det sig at universitetet åbenbart havde optaget for mange det år - der var i hvert fald ikke plads til ca. halvdelen af de tilstedeværende matematikere.

Det betyder så at jeg sådan set aldrig rigtig er blevet immatrikuleret. Sådan var det nemlig dengang. Skide ungdom.