Blogging Åmål

Scene: Min lejlighed klokken sent om aftenen

Herbert: Hej, Stefan!
Mig: Aargh! Hvem sagde sagde noget?
H: Det var bare mig.
M: Aargh! Hvem er du, og hvad laver du her?
H: Jeg er Herbert, din imaginære ven. Og jeg ved ikke hvorfor jeg er her - det er dig der bestemmer den slags.
M: Jamen du er jo død! Du døde!
H: Ja. Det kunne du altså ikke være bekendt.
M: Du kan ikke være her når du er død! Det ødelægger kontinuiteten. Og desuden er du kun en julekalender-figur, og det er altså februar nu.
H: Du ved godt at det er dig der skriver det her ikke? Hvis ikke du mener at det giver mening, burde du måske finde noget bedre at skrive ...
M: Jo, men det er altså ikke altid så ligetil.
H: Undskyldninger, undskyldninger ... faktum er at jeg er her, og det må du så forholde dig til.
M: Hmm ... så pyt da. Men hvordan bar du dig så ad med at vende tilbage?
H: Sig mig, hører du ikke efter? Det er dig der skriver det her - jeg har intet med det at gøre.
M: Ohja, det er da rigtigt. Men hvad er du så? Et spøgelse? Eller måske en zombie?
H: Du er simpelthen dum? Hvordan i alverden forventer du at få skrevet et speciale om voldsomt esoterisk matematik, når du ikke engang kan fatte at jeg er opdigtet. Det er helt og aldeles op til dig om jeg er et spøgelse eller hvad du nu kan finde på.
M: Jamen jeg kan ikke bestemme mig ...
H: Nå, men så slå plat eller krone. Eller opret en afstemning.
M: En afstemning, siger du? Mener du sådan hér?
H: Jaja, whatever. Vi ses.