Blogging Åmål

Ja, nu glemte jeg igen at få opdateret min blog et stykke tid. Jeg burde selvfølgelig allerede for en uges tid siden (well, næsten) have skrevet lidt om hvordan festen egentlig spændte an - altså den ædru vinkel.

Festen gik beklageligt godt. Der var omkring 60 mennesker til middagen, og der dukkede vist lidt flere op i løbet af aftenen - og de lod stort set allesammen til at more sig. Generelt har jeg efterfølgende kun fået positive tilbagemeldinger fra deltagerne. Øv osse.

Semesterstartsquizzen (vi blev bedt om at arrangere underholdning, og en quiz var noget nær det mindst ydmygende vi kunne komme på - det var muligvis en fejl vores formål taget i betragtning) blev vel modtaget, og der var drikkevarer nok. Osse selvom der blev drukket i nærheden af 200 liter fadøl.

Den frygtede oprydning var heldigvis ikke så slem igen, og var overstået allerede klokken lidt i 7 næste morgen, hvilket naturligvis er lige præcis så sent at alle kebabstederne på Nørrebrogade når at lukke lige når man kommer forbi. Ja, de lukker faktisk. Jeg endte derfor med at være hjemme (nej, der var ingen hjemkomstproblemer - busser og tog kørte fint) i seng ved 8-tiden - kebabløs og meget træt.

Stadig fuld, stadeig fest, få tilbage, snart åbeopråydning.

Vores fest er nu godt i gang, og jeg har egentlig badre ting at gøre end at sidde hér og skrive. Især fordi jeg egentlig er en del mere fuld end mine staveevner afslører - fordelen/ulempen ved at have fri adgang til baren.

Faktisk har jeg ingen anelse om hvorfor jeg pludselig konstaterede at det da ville være enormt smart at udnytte det faktum at jeg har et kontor med en computer til at gå ned midt i en fest og skrive en blog-ting om ingenting. Oh well.

Med lidt held kommer der en opsummering af et eller andet eller noget senere. Eller osse gør der ikke. Men osv.

Alt går efterhånden galt med den fest. Det tilskud vi har fået fra afdelingen, er uafhængigt af deltagerantallet, så hvis bare vi havde kørt den tilstrækkeligt i sænk, ville der pludselig være ret meget at bruge pr. person (hvilket betyder mere øl til mig) - og oprydningen ville være markant lettere.

Men ak! Den diplomatiske krise er skudt i sænk, og vi er pludselig oppe på 56 tilmeldte (og tre arrangører). Vi var så uheldige at de utilfredse sendte os en aldeles venlig og høflig mail, hvor de pænt gjorde opmærksomme på at vi var blevet fejlinformeret, og at alle studerende (inklusive dem på første år) faktisk havde været inviteret med sidste år.

Vi kunne selvfølgelig have sagt "sur røv" til dem, men vi har det bedst med at være dumme svin når der er andre der har skylden, og derfor valgte vi i sidste ende at sende en beklagelse og en invitation til hele den nyeste årgang. Og dermed bliver festen til en fest, og alle (andre) er glade.

Nu skal jeg virkelig tage mig sammen. Jeg har snart været kandidat i to uger, og har kun én gang i den tid fået skrevet noget herinde - det er gonnåk tarveligt af mig. Nu mangler jeg så bare at finde på et eller andet at skrive.

Lad mig se ... er der sket noget i mit liv på det sidste? Ikke noget sindsoprivende spændende, desværre, men det er jo trods alt en blog, så jeg behøver vistnok ikke rigtig at have noget at skrive om for at skrive, så here goes:

Jeg er nu tiltrådt som forskningsassistent. Det minder enormt meget om ikke at være forskningsassistent, bare med flere penge. Og jeg har fri adgang til at tage alle de røde kuglepenne og linealer jeg vil! Og et kontor med et meget stort whiteboard og alt muligt.

Rent arbejdsmæssigt har jeg fortsat undervisning i distributionsteori, samtidig med at jeg skriver på en artikel og (sammen med et par ph.d.-studerende) forsøger at arrangere en fest for (ældre) studerende og ansatte. Sidstnævnte (altså festen, ikke de ansatte) er muligvis ved at udvikle sig til en mindre diplomatisk krise.

Historien er kort og godt den at vi fik påbud om kun direkte at invitere studerende på 2. år og opefter (men ikke på nogen måde afvise 1. års-studerende), idet man af en eller anden grund altid har gjort sådan (hvilket ikke er helt rigtigt - dengang jeg var ung lå grænsen ved 3. år, men ikke desto mindre var det den begrundelse vi fik). Det påbud valgte vi pligtskyldigt at følge, og det er åbenbart faldet nogen så meget for brystet at de truer med boykot af festen. Vi håber lidt det osse udvikler sig til afbrænding af flag og/eller billeder af afdelingslederen.

Hvad demonstranterne (ok, der har ikke været demonstrationer, men osv.) selvfølgelig overser i alt dette er at det sådan set ikke er i arrangørernes interesse at festen bliver en succes. Det er en sur tjans at skulle stå for et sådant arrangement, og hvis vi af en eller anden grund skulle aflyse, ville det forhåbentlig blot betyde at ingen nogensinde ville turde sætte os til at lave noget sådant igen.