2006-07-24

 

Den store gåtur

I går havde jeg intet fornuftigt at tage mig til (eller selvfølgelig havde jeg det - jeg gad bare ikke), så jeg besluttede at gå mig en tur. Min plan var at gå ned til Roskildevej og, når jeg først var dernede, fortsætte så langt indad mod København som jeg gad. Derefter burde der være rigeligt med muligheder for at tage hjem med offentlige transportmidler.

Efter omkring tre kvarter nåede jeg frem til den konklusion at det egentlig var ulideligt varmt (og den uanstændigt høje luftfugtighed gjorde det ikke meget bedre), så jeg besluttede at jeg hellere måtte finde noget at drikke. En ting der viste sig i den anledning er at der er et overraskende langt stykke af Roskildevej hvor man kun kan finde åbne tankstationer eller kiosker på den ene side af vejen (sjovt nok den modsatte af hvor jeg gik). Ikke langt nok til at det var mere end en sjov observation, dog - så efter at have gået en times tid nåede jeg mit første pit-stop.

Det var omkring dette tidspunkt min sandal af en eller anden grund begyndte at gnave en smule.

Jeg fortsatte ufortrødent - inspektion af passerede busstoppesteder afslørede at de var et begrænset antal stop til Damhussøen (et af de sidste steder hvor jeg uden de store problemer kunne tage en bus stort set hele vejen tilbage), så jeg besluttede at gå i hvert fald dertil. Da jeg nåede frem var der gået det meste af to timer (well,
omkring 1.40, så vidt jeg husker), og jeg nåede frem til at det ville være urimeligt at give op inden jeg havde gået i mindst to timer. Jeg besøgte derfor en DøgnNetto (der alligevel lå der), købte en flaske vand, og fortsatte derudaf.

Da de to timer var gået, kunne jeg - ved atter at konsultere de allestedsnærværende busstoppesteder - at jeg ikke var så forfærdeligt langt fra Zoologisk Have. Valby Bakke virkede som et godt mål, så jeg gik videre. Og gik. Og gik lidt mere, og pluselig stod jeg oppe på Valby Bakke og skuede ud over byen. Beklageligvis kunne jeg skimte Rådhustårnet (antog jeg - med rette) i det efterhånden knap så fjerne,
så jeg kunne ikke rigtig nænne at give op før jeg nåede helt ind til byen. Jeg tankede op for sidste gang og gik afsted.

Efterhånden som Roskildevej begyndte at blive Vesterbrogade, kunne jeg konstatere at min sandal ikke gnavede så meget længere. Eller osse blev jeg bare distraheret af at mit ben på lettere uhøflig vis begyndte at bede mig holde op med at gå. Men der var ikke rigtig noget at gøre - når jeg var nået så langt, ville jeg ikke lade de sidste par kilometer komme i vejen. Hvis ikke jeg gennemførte, ville jeg bare blive nødt til at prøve igen, og det ville være fjollet (i hvert fald under de vejrforhold jeg mødte).

Efter lidt under 3 timer nåede jeg træt og svedende frem til Hovedbanegården, købte noget koldt at drikke, satte mig ind i et S-tog og kørte hjem igen.

Comments:
Sikke en idræt! Du er formelig en ren atlet. Keep that up - så kan det aldrig vare, før man ser dig springe højdespring.
 
Fantastisk initiativ! Tænk på, hvor langt du kunne komme med den vilje og en cykel.
 
Nej, lad være med at tænke dét. Du ender i Beijing
 
Du er en helt.
 
Send en kommentar

<< Home

This page is powered by Blogger. Isn't yours?