2006-09-04

 

Immatrikulation

Mens jeg stilfærdigt sad på mit kontor og passede mig selv, kom der i dag to rusvejledere forbi. De informerede mig om at der i dag var immatrikulationsfestlighederagtigt noget og at jeg derfor var nødt til at slippe mine små pus løs en del før tid.

Som om det er et problem at tage fra HCØ og til hvor de nu skulle hen (hvilket ikke var HCØ), på absolut ingen tid. Næ, dengang jeg var ung blev undervisningen ikke tilsidesat for den slags pjat. Hvis vi ville immatrikuleres, skulle vi sørge for at blive det før semesteret gik i gang (i virkeligheden var det nok egentlig nogen andre der sørgede for det, men det er en mindre detalje).

Ja, endnu inden vi var taget afsted på rustur, måtte vi gå den lange vej ind til hvor det nu er den slags foregår, hvor vi kunne stå udenfor og vente på festlighederne og rektor og hvad man ellers kan finde på, alt imens vi sang af universitetets stolte sangskat (primært "Dem der ikke hopper, de er jurister!"). Da festlighederne så endelig gik i gang, viste det sig at universitetet åbenbart havde optaget for mange det år - der var i hvert fald ikke plads til ca. halvdelen af de tilstedeværende matematikere.

Det betyder så at jeg sådan set aldrig rigtig er blevet immatrikuleret. Sådan var det nemlig dengang. Skide ungdom.

Comments: Send en kommentar

<< Home

This page is powered by Blogger. Isn't yours?