Blogging Åmål

For længe siden i en galakse langt, langt væk ... Eller muligvis engang i fremtiden. Eller lige nu. Og egentlig sikkert i mælkevejen ...

Settingen for Battlestar Galactica er ikke helt klar, og det er sådan set en vigtig del af plottet. Serien er i princippet baseret på en gammel sci-fi-serie af samme navn, men er på alle vigtige punkter helt sin egen.

Udgangspunktet for serien er næsten-udslettelsen af hele menneskeheden. Altså af den del der udgøres af de 12 kolonier der engang i svundne tider forlod den sagnomspundne planet Kobol. De udviklede avanceret teknologi, men gik åbenbart for vidt da en race af bevidste maskiner, cyloner, opstod og erklærede deres undertrykkere krig. I første omgang endte krigen med en våbenhvile, der dog kun varede indtil cylonerne havde udviklet sig nok til at de kunne infiltrere menneskeheden og planlægge ét afgørende angreb der udryddede alt bortset fra omkring en 40000 mennesker.

Ombord på en flåde, under ledelse af det gamle udtjente krigsfartøj Battlestar Galactica, forsøger de nu at finde frem til den mytiske 13. koloni - Jorden. Dette er naturligvis ikke en simpel opgave. For det første er der ikke nogen der som sådan ved hvor denne mærkelige planet befinder sig (nej, det er ikke nok at min ærede læser siger "Den er da lige hér!"), og dertil er der jo trods alt osse en flok onde maskiner efter dem - maskiner der til forveksling kan ligne mennesker.

Faktisk ligner de mennesker i så høj grad at min brug af ordet "onde" er aldeles urimelig. For på mange måder er cyloner mindst lisså menneskelige som menneskerne - de starter som entydige skurke, men efterhånden som serien skrider frem, kan man let blive i tvivl om hvem, om nogen, der egentlig i sidste ende har forfatternes sympati. Cylonernes folkemord er naturligvis grusomt, men på den anden side ville de færreste mennesker stå tilbage for at gøre noget tilsvarende mod cylonerne hvis de fik muligheden. Det er i seriens univers ganske klart at krig gør folk afstumpede, selvom det menneskelige element absolut stadig er med.

Serien er episk, men formår stadig at balancere de store rumslag med det menneskelige drama og for den sags skyld osse det politiske rænkespil. Det er (for nu at overdrive en lille smule) West Wing der møder Ringenes Herre i det ydre rum. Og det fungerer.