Blogging Åmål

Dette er ikke en bryllupsblog. Trofaste læsere vil sikkert mene at det efterhånden slet ikke er en blog, men hvad ved de? Bare fordi man glemmer at opdatere et par måneder, betyder det altså ikke at bloggen er død - hvis det sker midt i julekalenderen, er det godt nok noget uheldigt, men sådan er der jo så meget, og i øvrigt er jeg ikke den eneste der ikke har opdateret min blog! Altså andre har måske opdateret deres egne blogger, men de har ikke opdateret min. Så ansvaret er kollektivt, og jeg ved virkelig ikke hvad I har at beklage jer over! Nå!

Øhm, forfra ...

Dette er ikke en bryllupsblog. At jeg på det sidste (altså bortset fra de sidste par måneder, men det er som sagt mest din (dvs. læserens) skyld) mestendels har skrevet om bryllup, skyldes alene at det for tiden er et emne der optager mig en del. Og at jeg har kunnet skrive sjove ting om det. Sjove ting er nemlig sjove. Nå, hvorom alting er, så er det naturligvis på tide at få skrevet om noget ikke-bryllup.

Jeg købte for nylig 3 kilo slik.

Og nu til bryllupsting! Sidst efterlod jeg læseren i manglende åndeløs spænding efter den fantastiske beretning om problemer med at få en borgmester ud til et forsamlingshus. Det viste sig naturligvis at ting ikke var helt så simple som de virkede - kun næsten. Vi skrev tilbage til den venlige kontorchef om de tidspunkter vi kunne tænke os at få vielsen afholdt, og hørte derefter ikke fra ham i 3 uger. Dette er naturligvis ikke på nogen måde analogt med den situation vi har haft på denne blog - bortset fra i den henseende at intet af det på nogen måde er min skyld, og jeg ved slet ikke hvorfor nogen ville fremdrage denne analogi! Efter de 3 uger skrev vi tilbage og spurgte ganske høfligt om ikke vi kunne få et svar - der var trods alt indbydelser der skulle skrives, og sligt. Sligt er meget vigtigt. Mmm ... sligt.

Vi fik et autosvar om at han ikke ville være hjemme de næste par uger, men at vi kunne skrive til en anden. Vi skrev til en anden. Altså den specifikke anden vi fik anbefalet i autosvaret - ikke bare en tilfældig. Dagen efter var der svar - ikke fra den anden, men fra en tredje der svarede på den første mail, formentlig som reaktion på at vi havde skrevet til den anden at vi havde haft skrevet til den første. Hvorom alting er fik vi bekræftet at vi faktisk havde en borgmester og at alt var godt. Og dermed var alt jo godt. Og er det mig bekendt stadig. Ellers vil I nok høre om det herinde.